Dansk Design Center inviterer til seminar

Kom til seminar om det nye innovationslandskab og om hvordan aktører, der beskæftiger sig i feltet mellem teknologi og design kan blive afgørende innovationspartnere for andre virksomheder. Seminaret finder sted den 16. december.

Dansk Design Center udgav september 2014 rapporten Nye Innovationsaktører.
Rapporten er et diskussionsoplæg, og vi inviterer nu alle innovationsaktører til at berige rapporten med indsigter, holdninger og erfaringer fra jeres daglige virke og projekter.

På seminaret åbner vi for dialog om, hvilke muligheder nye innovationsaktører står overfor, hvordan I ser potentialer og udfordringer i det fremtidige innovationslandskab og i samarbejde med virksomheder, dialog om nye forretningsmodeller, samarbejdskonstellationer, mødesteder og meget mere. Vi ønsker også at høre, hvilken rolle Dansk Design Center kan spille i denne sammenhæng, og hvordan vi kan bidrage til at, I i møder de relevante samarbejdspartnere.

Dagens program bliver faciliteret af Dansk Design Centers netop tiltrådte direktør Christian Bason, og dagen vil endvidere byde på inspirerende indlæg fra blandt andre entreprenør Thomas Madsen-Mygdal og Vanessa Carpenter fra IdemoLab, Delta.

At navigere i tåge

Den eksponentielle udvikling i teknologi og den øgede digitalisering betyder stigende kompleksitet og manglende forudsigelighed for mange virksomheder i dag. Nogle bruger det billede, at virksomhedsledere må lære at navigere i en tåge. Det er ikke længere tilstrækkeligt at være førende på markedet inden for enkelte produkter. Hvis virksomheder vil have en berettigelse og være konkurrencedygtige må de udvikle stadig mere intelligente produkter og smarte løsninger med brugeren i centrum. Uforudsigeligheden skaber blandt andet behov for ny viden og samarbejde med nye innovationspartnere.

Vi kalder jer nye innovationsaktører: Aktører, som ofte er født i start-up miljøerne og den digitale tidsalder, født med designtænkning i DNA’et og udviklere af nye løsninger, der er lette at mestre og bruge i en kompleks verden. I arbejder multidisciplinært og oftest i samarbejde med andre. Design, brugerforståelse og beherskelse af avanceret teknologi er nøglekompetencer. Disse kompetencer er i stigende grad efterspurgt af etablerede virksomheder, der leder efter strategiske samarbejdspartnere, når komplekse produkter og services skal udvikles.

Denne nye udvikling er beskrevet i rapporten Nye Innovationsaktører udgivet af Dansk Design Center i september 2014.

Tid

Tirsdag d. 16. december 9.00 – 12.00

Sted

Dansk Design Center
H. C. Andersens Boulevard 27
1553 København V