Social+ konference udforsker sociale eksperimenter

Hvordan kan vi bedst tilrettelægge, udføre og lære af sociale eksperimenter og derigennem skabe mere og bedre social innovation? Det bliver udforsket d. 1. december, hvor Social+ afholder konference.

Social+ inviterer fondsprofessionelle, NGO’er, forskere, sociale innovatører og kommunale medarbejdere og ledere til heldagskonference den 1. december. Målet er at udforske, hvordan vi bedst kan tilrettelægge, udføre og lære af sociale eksperimenter og derigennem skabe mere og bedre social innovation.

Dagen byder på oplæg fra Dansk Design Centers direktør Christian Bason. Han vil tale om hvordan designmetoder kan bidrage til en mere systematisk tilgang til sociale eksperimenter, eksempelvis via brug af prototyper. Han vil i den forbindelse dele indsigter fra sin nye bog Design for Policy, og inddrage case-eksempler fra Danmark og udlandet. Desuden er der keynote tale af Nestas CEO Geoff Mulgan samt debat og sessions om emner som rammebetingelser, finansiering og etik med en række ledere fra NGO’er og offentlige institutioner.

Social+ er en platform og et laboratorium for sociale opfindelser, der er sat i verden for at bane vejen for sociale opfindelser, der løser eller forebygger sociale problemer for udsatte mennesker i Danmark.

Se det fulde program for konferencen