Designtrappen: Fire trin for brug af design

Virksomheders anvendelse af design kan have forskellige former. Derfor har Dansk Design Center udviklet Designtrappen, som er et redskab til at illustrere og måle designanvendelse.


LÆS MERE:Download hele artiklen om Designtrappen som pdf

Designtrappen er et redskab til at måle virksomheders anvendelse af design. Designtrappen blev udviklet af Dansk Design Center i 2001 som en kommunikativ model til at illustrere, at virksomheders anvendelse af design kan have forskellig karakter.

Designtrappen blev udviklet på baggrund af en hypotese om, at jo mere virksomheder anvender designmetoder i de tidlige udviklingsfaser, og jo mere strategisk design er forankret i virksomhedens overordnede forretningsstrategi, jo højere økonomisk afkast opnår de.

Designtrappen består af fire trin:

TRIN 1: NON-DESIGN
Design er en skjult del af f.eks. produktudvikling, og det er andre faggrupper end designere, der varetager opgaven. Løsningen tager udgangspunkt i de involverede personers opfattelse af hensigtsmæssig funktion og æstetik. Brugernes synspunkter spiller ingen – eller meget lille – rolle for resultatet.

TRIN 2: DESIGN SOM FORMGIVNING
Design opfattes alene som den afsluttende formgivning, hvad enten der er tale om udvikling af produkter eller grafik. Mange designere bruger udtrykket styling om denne proces. Det kan være professionelle designere, der varetager opgaven, men i de fleste tilfælde er det andre faggrupper.

TRIN 3: DESIGN SOM PROCES
Design er ikke et resultat, men en arbejdsform som integreres på et tidligt tidspunkt i udviklingsprocessen. Løsningen tager udgangspunkt i problemet og brugeren og stiller krav om medvirken af mange forskellige kompetencer, f.eks. procesteknikere, materialeteknologer, marketing- og organisationsfolk.

TRIN 4: DESIGN SOM STRATEGI
Designeren samarbejder med virksomhedens ejere/direktion om at nytænke hele – eller væsentlige dele af – forretningsgrundlaget. Designprocessen kombineret med virksomhedens visioner samt ønsker til forretningsområde og fremtidig rolle i værdikæden er væsentlige elementer.

Design betaler sig

Virksomheder, der arbejder systematisk med design, tjener flere penge og har en større eksport end virksomheder, der ikke anvender design. Det er hovedkonklusionen i en undersøgelse fra 2003, ’Designs Økonomiske Effekter’.

De økonomiske effekter slår stærkere igennem i de virksomheder, hvor design er solidt forankret i såvel interne som eksterne designinvesteringer. Hvad angår virksomhedernes placering på Designtrappen, er der en positiv effekt på bruttoresultatudvikling og en markant positiv effekt på eksport jo højere på Designtrappen, virksomhederne er placeret.