Chefkonsulent blev praktikant for en uge

Kristina Dienhart tog turen fra Odense Kommune til Dansk Design Center for at udveksle viden og inspiration. Hun var en af de 91 innovationspraktikanter, der blev sendt på kryds og tværs af landsdele, faggrænser og sektorer, da Center for Offentlig Innovation lancerede Innovationspraktik i Uge 37.

Se Kristina Dienhart fortælle, hvad hun fik ud af fire dage hos Dansk Design Center:

Til hverdag er Kristina Dienhart chefkonsulent i Odense Kommune, hvor hun arbejder med organisationsudvikling, innovation og procesdesign. Hun inddrager gerne designtænkning i arbejdet, og da lejligheden bød sig for at komme i innovationspraktik hos Dansk Design Center, slog hun til for at opleve arbejdsformen i en organisation, hvor alle arbejder med designtænkning.

Opholdet har givet Kristina Dienhart en større bevidsthed om, at hun er på rette vej i sit eget arbejde, for selv om der på overfladen er et stykke fra designanvendelse i erhvervslivet til offentlig administration, er udfordringerne de samme:

“Det kan godt være, I arbejder med virksomheder, men udfordringerne er præcis de samme i kommunen”, siger Kristina Dienhart.

Praktikordningen drives af Center for Offentlig Innovation, og er skabt for at gøre det lettere for medarbejdere og arbejdspladser i den offentlige sektor at lære af hinanden.

Både praktikanter og værter får glæde af ordningen: Praktikanterne får viden og førstehåndserfaringer fra en anden arbejdsplads, og værten får lejlighed til gennem praktikanten at se sig selv lidt udefra.

Også i Dansk Design Center var praktikanten en positiv forstyrrelse i hverdagen:

”Kristina har inspireret os med konkrete eksempler fra innovationsarbejdet i Odense Kommune, hvor der sker rigtig meget”, siger Sune Knudsen, praktikvært i DDC. ”Og Kristinas nysgerrighed og åbne spørgsmål har givet anledning til, at vi har stoppet op og spurgt os selv, om vi kunne gøre tingene lidt anderledes. Den inspiration og positive forstyrrelse af hverdagen er lige det, vi havde håbet at få ud af at deltage i innovationspraktikken”.

LÆS MERE: Center for Offentlig Innovation – Innovationspraktik