Fra flygtningestrøm til forretningsmulighed

Hvis man accepterer præmissen om, at Danmark skal hjælpe flygtninge i nærområderne, tegner der sig konturerne af et enormt potentiale for danske virksomheder. Hvis der nogensinde har været et tidspunkt, hvor vores nation kan bidrage ved at skabe bæredygtige løsninger på komplekse og ondartede samfundsudfordringer, så er det nu.

Quinta Monroy housing before and after extension and customization. Photo: Elemental
Quinta Monroy- husene før og efter færdiggørelsen. Foto: Elemental

I 2001 blev designvirksomheden Elemental i Chile stillet over for en udfordring: Ville det være muligt at bygge helt nye huse til knap 100 hjemløse familier til en stykpris på under 7.500 dollars?

Selv i Chile er dette en vanvittigt lav pris, og virksomhedens ledere erkendte, at der skulle nye metoder til. Elementals Harvard-uddannede designere og arkitekter valgte at inddrage de hjemløse familier aktivt gennem workshops for at forstå deres behov og egne ressourcer, og de konstaterede, at man reelt kun behøvede at bygge et halvt hus: Hvis man overlod det til professionelle at skabe den første halvdel af konstruktionen, herunder den grundlæggende infrastruktur som VVS og el-installationer, så kunne familierne klare resten selv. Ofte havde de enten selv evnerne, eller også havde de relationer, som kunne påtage sig det murer- og tømrerarbejde, der kunne færdiggøre huset. Det viste sig, at familierne med en yderligere investering på højst 1.000 dollars kunne få sig et helt hus.

Med andre ord kunne familierne blive samproducenter af deres egne huse. De professionelle gjorde det, de var bedst til. Og borgerne gjorde det, de var bedst til.

Princippet for samproduktion går ud på at designe og organisere indsatser, som muliggør den mest optimale brug af ressourcer til at løse et problem. Det udløser ofte ny værdi.

I eksemplet med de halve huse i Chile var husene (efter de blev hele) fem år senere i gennemsnit vurderet til en markedsværdi på 20.000 dollars. Samtidig fik Elemental udviklet en løsning og et forretningskoncept, som virksomheden kunne sælge i andre sammenhænge – herunder da Chile få år senere blev ramt af et af historiens kraftigste jordskælv, og langt flere stod uden tag over hovedet.

I 2010 bestod opgaven pludselig ikke i at hjælpe en håndfuld hjemløse familier, men i at re-designe og genetablere store dele af byen Concepción, der var blevet ødelagt af både jordskælvet og den efterfølgende tsunami.

Danske spidskompetencer i spil

Herhjemme har sommertiden budt på varme diskussioner om, hvordan Danmark bedst forholder sig til det faktum, at verden og i særdeleshed Europa står over for de største flygtningestrømme siden Anden Verdenskrig.

Givet de alvorlige, langvarige konflikter og fattigdomsproblemer, som flygtningene er sluppet væk fra, er det næppe realistisk, at de kan eller ønsker at vende tilbage til deres hjemlande inden for en overskuelig fremtid. Det virker næppe heller realistisk, at dørene til Europa eller Danmark vil blive holdt åbne til at huse dem alle.

En fokuseret indsats i nærområderne ser da også ud til at være det, som regeringen helst vil. Det kan måske handle om at sende penge til ngo’er og andre nødhjælpsorganisationer, som udfører et helt nødvendigt arbejde i lokalområderne. Eller det kan være at støtte de lokale myndigheder og regeringer på forskellig vis.

“Men hvad nu hvis man fra dansk side besluttede at gennemføre en strategi med fokus på samproduktion af nye og bæredygtige, lokale løsninger sammen med flygtningene?”

Men hvad nu hvis man fra dansk side besluttede at gennemføre en strategi med fokus på samproduktion af nye og bæredygtige, lokale løsninger sammen med flygtningene?

Det kunne give mening af tre grunde.

  •  For det første kommer flygtningene til at være på samme sted i lang tid – sandsynligvis i årevis. Derfor giver det mening at investere i mere holdbare, sunde og sikre løsninger; naturligvis basale ting som sanitet, forsyning og boliger, men også institutioner som skoler og hospitaler såvel som demokratiske beslutningsprocesser, som kan muliggøre opbygning af velfungerende civilsamfund – hvor forholdsvis midlertidige de end måtte vise sig at blive.
  • For det andet er mange af de flygtninge, der er tale om, forholdsvis ressourcestærke. Uanset om der er tale om syriske ingeniører, reklamefolk og it-konsulenter eller vestafrikanske entreprenører, er der mennesker, som ønsker at bruge deres evner og talent til at skabe en bedre fremtid for sig selv og deres nærmeste. Hermed er der en potentiel, uudnyttet ressource, som kan bringes i spil som et bidrag til transformation af flygtningelejrene til steder, mennesker har lyst til at bo. Ikke alene er der her mulighed for at forbedre forholdene, der er mulighed for at mægtiggøre flygtningene til at tro på sig selv og egne evner – at lade dem forme deres egen fremtid. Ved at vedligeholde og udvikle flygtningenes kompetencer bevares og fornys det potentiale, som de rummer.
  • For det tredje er der et enormt globalt forretningspotentiale for de danske virksomheder, der formår at designe løsninger, som bringer viden, spidskompetencer og løsninger i spil.

Lad mig uddybe, hvordan dette erhvervspotentiale kunne se ud.

Fra flygtningelejr til bysamfund

Hvor kan danske virksomheder byde ind med produkter og services, som kan være med til at transformere et beskidt, farligt og desperat miljø til et civiliseret bysamfund?

Først og fremmest har vi en lang række virksomheder, der er specialister i entreprenør- og ingeniøropgaver omkring grundlæggende infrastruktur, vandrensning m.v. Store, globalt orienterede ingeniørvirksomheder som Rambøll og Cowi står klar, også med bredere bud på fremtidens byudvikling. Vi har også kendte pumpe- og termostatproducenter, som utvivlsomt kunne udfolde deres kreativitet i et mere udfordrende miljø, end de normalt skaber løsninger til.

Dernæst har vi i Danmark gjort os en lang række erfaringer – gode såvel som mindre gode – med, hvad det kræver at skabe velfungerende, attraktive og dynamiske bymiljøer. Danske virksomheder som Gehl Architects og SLA har for længst slået deres navne fast som skabere af velfungerende byrum og -landskaber. Hvor motiverende ville det ikke være at få lov at skabe attraktive løsninger i en situation, hvor alt i praksis er åbent og i spil?

På bolig- og byggefronten rummer Danmark virksomheder, der spænder over hele spektret fra typehusfirmaer til socialt innovative start ups som CPH Shelter, der laver attraktive rum ud af skibscontainere og genbrugsmaterialer, til cool VIPP, der demonstrerer hip luksus med deres egen ”plug and play” shelter-udgave.

Mon ikke de dygtige arkitekter og designere kunne lade sig inspirere af chilenske Elemental til at bringe deres problemløsningsevner i spil sammen med flygtningene og skabe nye danske pendanter til ”halv-husene”?

Endelig har vi en voksende og nyskabende designindustri, der i stigende grad har taget den danske demokratiske designtradition og ført den ind i det nye årtusinde i en anden form.

Servicedesignvirksomheder og innovationsbureauer som Hatch & Bloom, 1508, Designit, ReD Associates og Futu og mere adfærds- og antropologisk orienterede rådgivere som Is It a Bird, Antropologerne, Antropologisk Analyse og Kl. 7. er alle specialister i at involvere brugere og omsætte indsigter til konkrete løsninger, der påvirker menneskers oplevelser og adfærd.

Endelig vil skabelsen af bæredygtige bysamfund for flygtninge i nærområderne forudsætte, at de kan udvikle og tilrettelægge deres egne demokratiske processer og beslutningsfora. Her har danske universiteter en flot tradition for at bidrage til udarbejdelse af nye forfatninger og styringsmekanismer, herunder da Nepal i 1990’erne blev et mere stabilt demokrati, og da de baltiske lande løsrev sig i samme periode.

“ Rigtigt anvendt vil de midler, som Danmark ender med at sende mod nærområderne, kunne bidrage til innovation og forretningsudvikling på tværs af de industrier og markeder, jeg nævner her – og utvivlsomt en række flere.”

Rigtigt anvendt vil de midler, som Danmark ender med at sende mod nærområderne, kunne bidrage til innovation og forretningsudvikling på tværs af de industrier og markeder, jeg nævner her – og utvivlsomt en række flere.

Marked og menneskelighed

Naturligvis er det ikke givet, at Danmark vil få lov til at gå så langt, som jeg skitserer her. Vil de lande, der er tale om – og de regioner, som ”nærområderne” ligger i – uden videre acceptere, at der skabes mere langsigtede løsninger, som indebærer mere end teltduge, nødhjælpsrationer og lazaretter? Vil danske ressourcer kunne øremærkes til danske iværksættere og virksomheder? Og vil vi formå at skabe den transformation med flygtningene selv i rollen som samproducenter, som potentielt er mulig?

Danmark har en lang og stolt tradition for at skabe ikke alene godt design, men også for at gøre en medmenneskelig forskel, der rækker langt ud over vores lands størrelse. Må Europas ulykkelige flygtningesituation blive en anledning til at videreføre det engagement.

Oprindeligt publiceret på Mandag Morgens blog