Muuto: Det bedste design sælger bedst

For ni år siden havde Kristian Byrge og Peter Bonnén en god idé og en forretningsplan på 75 sider. I dag bliver Muuto forhandlet i 55 lande og har en 3-cifret millionomsætning. I iværksætterprogrammet De 6 Hatte på Radio 24syv fortæller de to stiftere om Muutos vækstrejse, om planlægning - og om, at det kommercielle og det kreative ikke er modsætninger.

Det var ikke indlysende, at Kristian Byrge og Peter Bonnén skulle blive iværksættere indenfor en kreativ branche. Cand.merc’en og cand.polit’en arbejdede sammen som konsulenter, men en dag blev de trætte af Powerpoint-slides. De gik sammen om at udvikle noget selv, indenfor et område de begge havde passion for: Skandinavisk design.

Første trin på vejen var analyse og konceptudvikling: Hvad er der brug for hos kunderne, hvad er interessant ude i butikkerne og for journalister, hvad mangler hos konkurrenterne? De to iværksættere spottede et hul i markedet – de tunge klassikere som Wegner og Arne Jacobsen var stadig på banen, men der havde ikke været nogen betydende fornyelse af traditionen de sidste 30-40 år.

Muuto Concept Image
Muuto er slået igennem på nyt nordisk design. Foto: Muuto.

Visionen blev klar: Muuto skulle være bannerførere for nyt nordisk design. Produktlinjen blev baseret på at henvende sig til dygtige og relativt kendte designere indenfor møbler, belysning og interiør, og få produkterne placeret i nøje udvalgte designbutikker. Muuto startede ud med 12 designere. Omkring 10 af dem er stadig med i dag, hvor ca. 35 designere er med i porteføljen.

Analysen blev omsat til en udførlig forretningsplan på 75 sider, der bl.a. gjorde rede for værdikæde, markedspositionering, budgetter og koncept. Byrge og Bonnén lånte hver en lille million, og med penge og forretningsplan i hånden opsøgte de investorer. Med succes.

“Det, der driver Peter og jeg er spændingsfeltet mellem det kreative og det forretningsmæssige.”


De to iværksættere er ikke i tvivl om, at deres forretningsmæssige baggrund og det grundige forarbejde gjorde en forskel. Men forretningsforståelsen kan ikke stå alene:

“Det, der driver Peter og jeg er spændingsfeltet mellem det kreative og det forretningsmæssige; det emotionelle og det rationelle. Vi er, hvor vi er, blandt andet fordi vi kan favne begge dele”, siger Kristian Byrge. ”Det er designerne, der driver processen, vi prøver at understøtte dem bedst muligt.”

Byrge og Bonnén fremhæver, at der ikke er en modsætning mellem det kommercielle og design; det er også det bedste design, der sælger bedst. Og de understreger, at kommerciel succes også giver bedre fundament for kreativ udfoldelse; det giver bedre rammer og flere muligheder, f.eks. til at eksperimentere.

Endelig fremhæver Kristian Byrge og Peter Bonnén to råd til iværksættere: Salg kommer ikke af sig selv, du skal selv opsøge kunderne. Og sammensæt det rigtige team med alle de nødvendige kompetencer – også kommercielle.

HØR PODCAST MED UDSENDELSEN: De 6 Hatte Særprogram med Kristian Byrge og Peter Bonnén fra Muuto