DDC år ét: Design i anden potens

Den første november var det et år siden jeg fik lov til at blive leder for DDC. Det har været en både udfordrende og spændende proces – en proces, som reelt kun lige er begyndt. I dette første af to indlæg vil jeg dele nogle af vores grundlæggende overvejelser om den retning, DDC nu bevæger sig i. Det første handler om grundprincipperne for vores virke.

Virksomhederne i centrum

Fra start har mit mandat for videreudvikling af DDC været meget tydeligt: DDC skal bidrage til vækst i hele Danmark, og til at designbranchen endnu mere kraftfuldt end i dag kan være en nøgle til denne vækst. Det skal DDC gøre ved at bygge bro og skabe ny synergi mellem efterspørgslen efter design, og udbuddet af designkompetencer.

Altså skal DDC medvirke til, at beslutningstagere i danske virksomheder anvender design – bredt forstået – mere og bedre end i dag. DDC skal først og fremmest kende og arbejde med efterspørgselssiden; virksomhederne skal i centrum.

Det fordrer dels, at DDC kommer tættere på virksomhedernes topledere, udviklingsansvarlige, design- og innovationschefer og øvrige aktører som beslutter, hvordan man griber produktudvikling, serviceinnovation, forretningsudvikling og nytænkning an. Og det fordrer at vi forstår, hvordan man effektivt og i øjenhøjde når ud til beslutningstagerne, der hvor de allerede er. I den sammenhæng bør DDC ikke alene være med til at styrke eksisterende markeder for design, men også være med til at (sam)skabe helt nye markeder og felter, hvor design i dag kun sjældent finder anvendelse.

Vækst- og erhvervsfokus handler også om at forstå, hvad der driver forretningsudvikling blandt designvirksomhederne – dem, der rådgiver og designer på vegne af andre. Noget tyder på, at designvirksomheder og relaterede kreative virksomheder vokser hurtigere og er mere modstandsdygtige over for økonomiske kriser end andre erhverv. Samtidig bidrager de til innovation, vækst og velfærd langt ud over sig selv. Derfor er det godt for Danmark, når designbranchen står stærkt.

Tilbage til kernen

Fordi designkompetencer er den input-faktor, DDC medvirker til at bringe i spil, skal vi være i uhyre tæt dialog med feltet i Danmark og internationalt.

“DDC skal være i stand til at anerkende de historiske styrker og succeser for dansk design, samtidig med at vi medvirker til at bringe det danske design-DNA ind i fremtiden.”

Design er et vidt begreb, både diffust og dilemmafyldt, i løbende forandring og til stadig diskussion og forhandling. Som jeg skrev i min første blog  som ny direktør for DDC er det vigtigt, at vi anerkender bredden i designbegrebet, og at vi er nuancerede og reflekterede i den måde, vi omtaler design på.

Derfor har vi det seneste år bestræbt os på at tiltrække nye kolleger til DDC, som har beskæftiget sig indgående med design fra forskellige vinkler, og som kan medvirke til, at vi opbygger en stærk faglighed omkring design. Det indebærer blandt andet, at DDC skal være i stand til at anerkende de historiske styrker og succeser for dansk design, samtidig med at vi formår at stille de rigtige spørgsmål – og igangsætte de rigtige aktiviteter – som kan medvirke til at bringe det danske design-DNA ind i fremtiden.

Ny forretningsmodel: Fra svar til spørgsmål

DDC er i dag overvejende finansieret af den offentlige sektor, og er derfor en policy-aktør, som på vegne af den til hver en tid siddende regering søger at udmønte nationens politik på design- og erhvervsområdet. Samtidig er vi regeringens naturlige rådgiver når det handler om designpolitik. Men hvilken rolle bør offentlige investeringer i designfremme, erhvervsfremme og innovation spille? Hvad indebærer den offentlige rolle for DDC? Eller sagt på en anden måde: Hvordan skaber man reelt forandring i et komplekst system af erhvervsvirksomheder, designvirksomheder og designere og en bred vifte af erhvervsfremme- og innovationsaktører i offentligt og privat regi?

“Vi skal være bedre til at stille spørgsmålene end at give svarene. Man kunne kalde det reflekteret designfremme.”


Først og fremmest er jeg dybt overbevist om, at når vi anvender skattekroner – eller for den sags skyld filantropiske midler, private sponsorkroner eller international finansiering f.eks. fra EU – så skal de anvendes på aktiviteter, som ikke ellers var blevet gennemført. Det betyder, at DDC løbende skal bestræbe sig på at spørge hvilke opgaver i krydsfeltet mellem design, erhverv, innovation og eksport, der ikke løses godt nok i dag, og som har potentiale for at styrke dansk erhvervslivs konkurrenceevne. Dernæst skal DDC tilrettelægge, udvikle og gennemføre aktiviteter, som sammen med relevante partnere kan medvirke til at besvare spørgsmålene – og samtidig rejse nye væsentlige spørgsmål. Vi skal kunne være kritiske og også anerkende, hvor design fx IKKE er løsningen på virksomhedernes udfordringer; vi skal kunne være nuancerede og se hvordan designanvendelse er kontekstafhængig – markedsmæssigt, organisatorisk, geografisk, kulturelt osv. Sat på spidsen kan man sige, at vi skal være bedre til at stille spørgsmålene end at give svarene. Man kunne kalde det reflekteret designfremme.

Nye aktiviteter: Fra analyser til eksperimenter

Den form for strategi kan ikke gennemføres bag skrivebordet; den kræver at DDC kommer tæt på og at DDCs medarbejdere i praksis selv erfarer, hvordan designmetoder og –processer virker, når de foldes ud i virksomhederne; det gælder hvad enten det er interne designere i erhvervsvirksomheder, om det er designrådgivning til virksomheder, eller om det for den sags skyld er hvordan designvirksomheder selv arbejder med deres egen udvikling.

DDC skal så tæt på, at vi kan sige at ”vi bidrog til at det skete”; ”vi så det ske”; ”vi var der selv”. Kun derigennem kan vi troværdigt hævde en nuanceret forståelse for de muligheder, udfordringer og barrierer, som der er ved at bruge design i en erhvervs-, innovations,- og vækstsammenhæng.

DDCs bestyrelse har derfor besluttet, at DDCs grundlæggende forretningsmodel er at:

  1. få noget nyt til at ske i mødet mellem erhverv og design,
  2. observere hvad der sker, og
  3. bringe de erfaringer, vi høster, i spil.

Man kan sige, at det er en design-drevet forretningsmodel, som er orienteret mod det konkrete, praktiske og handlingsorienterede. Som starter med handling, og først derefter analyse og formidling. Vi er drevet af nysgerrighed, interesse og ydmyghed over for, at vi kan blive overraskede og lære nyt – og vi brænder for at dele det, vi erfarer. Intet – og her mener jeg vitterligt intet – af det vi gør i DDC er noget, vi gør for vores egen skyld. Vi gør det for virksomhedernes, vækstens og det danske samfunds skyld.

Nye partnerskaber: Fra alene til sammen

Hvis DDC skal lykkes med en strategi, hvor vi er konkrete og handlingsorienterede, kan det i sagens natur kun ske sammen med andre. Det gælder dels samarbejder i praksis med de organisationer, som efterspørger (eller kan komme til at efterspørge) design, og dem som udbyder design. Men det gælder i høj grad også samarbejder med de institutioner og organisationer, som befinder sig i vores felt, på tværs af brancher og sektorer. Nationalt og internationalt.

Det er en central værdi for DDC, at vi som udgangspunkt ”aldrig er alene”. Men det kræver naturligvis, at vi bliver virkelig dygtige til at sam-skabe og sam-producere de prototypeforløb, programmer og formidlingsindsatser og -produkter, som skal udvikles og drives med andre. Her skal vi selv kunne tilrettelægge og gennemføre co-design workshops med partnere og stakeholdere, opbygge stærke relationer og teams, arbejde med klar styring og ledelse, og sikre løbende dokumentation, læring og refleksion i samarbejderne.

En implikation af ”ikke alene” hænger også sammen med vores ambition om at dele og skalere de indsigter, vi høster. Vi vil ikke blot formidle cases og indsigter, men vi vil arbejde sammen, fx i workshops, med de aktører, som har brug for selv at tage konsekvensen af, hvad vi lærer, og ændre noget af det, de selv gør. Det kan eksempelvis være at vi hjælper Væksthusene med at bygge nye processer og værktøjer til deres vejledning af virksomhederne, baseret på indsigter vi har høstet. Eller at vi bidrager konkret til Erhvervs- og Vækstministeriets policyudvikling på erhvervsfremme- og designområdet.

Åbenhed: Fra analyse til åbne visuelle data

I alle de år DDC har eksisteret, har vi formidlet hvad design er, eller kan være. Det skal vi blive ved med – sandsynligvis også via udstillinger, når vi igen har rammerne til det. En del af formidlingen har handlet om at tilvejebringe viden om design, i form af publikationer, pjecer og bøger. Det skal vi også blive ved med i forskellige formater; altid vel-designede og tilrettelagt så brugerne kan anvende den viden, vi ønsker at formidle.

Men vi skal også i meget høj grad stille mere rå data og ressourcer til rådighed online. Det betyder, at vi fx ikke kun skal indsamle viden og formidle hvordan virksomheder bruger design; vi skal stille data til rådighed så andre kan bruge dem, og vi skal lægge brugervenlige, visuelle værktøjer frem som kan anvendes af andre til selv at fortolke og analysere data. Ordet visuel er i det hele taget helt centralt for den måde vi vil formidle på – mere herom nedenfor.

På vej mod en ny identitet: Fra center til kant

De måder at arbejde på, som jeg skitserer her, betyder at DDC’s identitet og selvforståelse på nogle områder bliver udfordret. Fra at være et center, både i egentlig og overført betydning, skal vi have mere kant. Vi skal både bevæge os på kanten (udforske) hvor design kan give værdi; og vi skal også bidrage i kanterne af Danmark – i de regioner og steder som er langt væk fra hovedstaden. Det sidste kan især ske via partnerskaber om lokale aktiviteter, og via vores online ressourcer.

“Vi vil arbejde brugercentreret, visuelt, konkret, afprøvende, eksperimenterende, kreativt, skabende.”


Det er ikke vigtigt for DDC at være kendt bredt i erhvervslivet som et mål i sig selv. Men det er min fornemmelse, at hvis vi skal lykkes med at sætte relevante og værdifulde anvendelser af design på agendaen blandt beslutningstagerne i dansk erhvervsliv, så skal DDC og måske særligt de programmer og aktiviteter vi er en del af, også være synlige, der hvor virksomhederne er. Derfor er én af de vigtigste opgaver i 2016 at sætte design på dagsordenen med DDC som én af de centrale afsendere. Det gælder mediemæssigt, og det gælder i form af en ny og skarp grafisk og visuel identitet – både offline og online.

Vi skal være absolut på forkant, når det handler om at bruge digitale platforme og medier som redskaber – ikke blot til at formidle, men til at samarbejde, engagere, inspirere og give værdi. Ligesom mange private virksomheder har forstået, at deres digitale tilstedeværelse ER deres forretningsmodel, således skal vi bestræbe os på at gøre vores digitale univers stærkt værdiskabende i sig selv.

Designdreven designfremme

Læseren har muligvis studset over, hvorfor titlen på indlægget her er ”design i anden potens”. Det skyldes, at der bag de overvejelser jeg har lagt frem her, ligger en præmis som er, at DDC selv bør anvende designmetoder som afsæt i vores forretningsmodel: At vi vil arbejde brugercentreret, visuelt, konkret, afprøvende, eksperimenterende, kreativt, skabende. Det betyder med andre ord at vi anvender design til at afprøve, lære af og skalere designanvendelsen i Danmark: Design i anden potens.

Kommentarer